Hvorfor være bæredygtig?
Som virksomhed i 2022 er der mange gode grunde til at engagere sig i arbejdet med bæredygtighed. Men på trods af en positiv udvikling i byggebranchen, så mangler enkelte virksomheder stadig et økonomisk incitament for at gå i gang.
Kan det betale sig? På den korte bane er det svært at finde gode argumenter for at arbejde fokuseret med bæredygtighed. Det synes vi også. På den lange bane er det fuldstændig urealistisk at drive en fornuftig virksomhed u-bæredygtigt. For os vægter denne no-brainer.
Og vi bliver som virksomhed (heldigvis) presset til at tage stilling til bæredygtighed fra flere forskellige sider:
5-PUNKT PRES
1. Politikere:
De fleste partier har efterhånden lovet deres vælgergrupper, at de vil være grønne, da det er et emne, der bliver mere og mere vigtigt for de fleste vælgergrupper. Men politikerne kan ikke gøre Danmark grønnere uden virksomhedernes hjælp. Derfor vil der blive lavet flere og flere tiltag, der skal presse virksomhederne til at vælge grønnere veje. Det seneste eksempel herpå er regeringens udspil om en CO2-skat, som står beskrevet i den nye grønne skattereform.
2. Forbrugere:
Danskerne går i stigende grad op i, hvad de præcis køber. I takt med at flere går op i klimaet, går flere også op i, hvilken indflydelse de varer, som de køber, har på klimaet. Dette kan blandt andet ses i spredningen af tracking-teknologi, hvor man sporer hele varens "liv" for at bevise, at varen er bæredygtig. Hvis virksomhederne ikke giver forbrugerne grønne varer, så vil forbrugerne vælge en anden virksomhed at handle med.
3. Medarbejdere:
Den grønne tankegang er et af de vigtigste valgemner for befolkningen. Dermed går folk også op i, hvad deres arbejdsplads gør for klimaet. I takt med at de unge kommer ud på arbejdsmarkedet, vil dette fokus kun accelerere. Og hvis virksomhederne vil lokke den nye generation til, bliver de nødt til at kunne bidrage med en grøn arbejdsplads eller differentiere sig som én.
4. Kunder:
Virksomheder, der har andre virksomheder som kunder (B2B), skal også kunne bidrage med grønnere varer. Hvis en stor virksomhed laver et grønt skift, må man som underleverandør følge med.
5. Investorerne:
Bæredygtighed er fremtiden. Og de, der først når fremtiden, kan også rage alle fremtidens penge til sig. Dette er enhver investor med respekt for sig selv fuldstændig klar over. Derfor vil disse investere flere og flere penge i bæredygtige og grønne virksomheder. Og de sorte virksomheder vil i stigende grad stå forladte tilbage.
Erhvervsmagasinet Vækstjylland,
Maj 2022
Gå til næste artikel
Kompetenceudvikling internt og eksternt
I en branche, der er i konstant udvikling er det vigtigt at vores medarbejdere på alle niveauer i virksomheden har en grundlæggende forståelse for de problemstillinger branchen som helhed står overfor! Senest har vi udviklet en håndbog, der kort og konkret introducerer læseren til begrebet bæredygtighed og hvordan vi som virksomhed arbejder med emnet.
Download brochure