Bruuns Galleri

1. november 2012

Projekt

Bruun’s Galleri er et indkøbscenter i Aarhus centrum, og ligger som en tilslutning til Aarhus Hovedbanegård. Tilsammen danner det et indendørs areal på omkring 140.000 m² og over 100 butikker. Selve centeret åbnede i oktober 2003, og består af 97 butikker i tre plan samt CinemaxX-biografer med 2.000 pladser. Med de 140.000 m² og mere end 10 mio. besøgende hvert år, er Bruuns Galleri både Danmarks anden største, og mest besøgte storcenter.

Centeret åbnede under store protester fra beboere i området, da de mente, at det ville medføre store trafikale problemer, og at bygningen var for høj. For at forsøge at afhjælpe de trafikale problemer er der bygget en rampe fra Frederiksbro til Bruun’s Galleri. Ydermere er fodgængerfeltet, der leder til gågaden, udvidet. At bygningen er højere end det fremstod på de tegninger, som blev fremvist inden byggeriet, har man ikke kunnet gøre noget ved.

Arkitekter

Bygningen er blevet til efter tegninger af arkitekterne Schmidt, Hammer og Lassen i samarbejde med arkitekterne 3XNielsen. Entreprenørarbejdet er udført af NCC Construction Danmark A/S. Prisen på det samlede byggeri nåede op på en milliard kr.

HauCon leverede

I og med at HauCon kun ligger et stenkast fra Bruuns Galleri, var vi i stand til at levere varer på byturen hver dag. Varerne bestod hovedsageligt af en lang række standardartikler, specialmørtler og sammenstøbningsmørtler.

Med dets massive bygningsmasse bestående af glas, stål og natursten over et skelet af 8.000 betonelementer og 500 stålbjælker har byggeriet betydet en gennemgående forandring af Frederiksbjergs og midtbyens arkitektoniske profil. Der er etableret en forretningsmæssig akse fra strøget og Ryesgade til M.P. Bruuns Gade, ligesom integreringen med hovedbanegården har betydet, at centeret er blevet tilført yderligere impulser. Centeret fremstår strømlignet med de skarpe former.